Vester Hæsinge Sogn

Vester Hæsinge Kirkes historie

Af Marie Kallehauge, Ny Stenderup

Man mener, at Vester Hæsinge kirke er fra romansk tid, antagelig fra det 11. eller 12. århundrede. Vi ved ikke hvordan den har set ud, men det har muligvis været en kampestenskirke. Kirken skulle være blevet stærkt ombygget ved reformationen i 1500tallet, og den fik da omtrent den form som den har i dag.

Tårnet er fra samme tidsperiode. Det er rå kamp forneden og teglsten foroven står der i et skrift fra 1755.

Over langhusets rygning var der tidligere et lille spir med to klokker.

I forbindelse med en større restaurering i 1890erne blev korgavlen ommuret og de røde støttepiller blev etableret. Det var også ved den lejlighed, at våbenhuset ved sydsiden blev nedrevet og et nyt opført på nordsiden, det våbenhus vi kender i dag.

Kirkens orgel i Vester Hæsinge

Når man kommer ind i kirken, lægger man hurtigt mærke til det store orgel, som fylder i tårnrummet mod vest.
Med sin smukke facade i egetræ og de ranke orgelpiber bemærker man både som kirkegænger og besøgende, at instrumentet har fået en god plads her i kirken.
Faktisk blev det slet ikke bygget til denne kirke, men er først anskaffet i 1997 fra Humlebæk kirke i Nordsjælland. Hertil blev orglet bygget i 1966 af orgelbygger Conrad Christiansen, men i forbindelse med en større renovering  af  Humlebæk kirke, blev det sat til salg. Menighedsrådet i Vester Hæsinge var heldige at erhverve det, og efter en større ombygning af tårnrummet, hvorved bl.a. et pulpitur måtte tages ned, blev orglet indviet ved høstgudstjenesten i 1997.
Æstetisk og musikalsk betød det en stor gevinst for kirken, for gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Orglet har i alt 1185 piber, som er lavet af tin, kobber, eg, ahorn og maghogni.
De største måler 2,5 meter i længden, de mindste blot nogle få centimeter. Disse mange piber dækker 20 stemmer, og organisten spiller på to manualer og på pedal.

Stolestaderne

Nu tænker vi os 200 år tilbage i tiden. Der skal være gudstjeneste. Mændene kommer ind fra våbenhuset på den sydlige side af kirken. Og de sætter sig ikke et tilfældigt sted, nej de sætter sig på de pladser de er tildelt, i den sydlige side af kirken som var mandesiden. Øverst sidder de ni gårdmænd fra Gl. Stenderup, hver på deres bestemte plads. Derefter sidder gårdmændene fra Vester Hæsinge.

Alle gårdmændenes navne er nævnt, og nu kunne man jo tænke sig at de gårdmænd der var fæstere under Sandholt havde de første pladser, for Sandholt ejede de 15 af de i alt 30 gårde i sognet, resten var fordelt på Søbo, Arreskov og Hvedholm. Men sådan forholder det sig ikke. Og de er heller ikke placeret efter gårdens hartkorn. Der var kun én i sognet, der ejede sin gård, og det var præsten. Alle andre var på dette tidspunkt for 200 år siden fæstebønder.  Der har sikkert været en god grund til, at gårdmændene fik netop den bestemte, men det har ikke været muligt at finde frem til efter hvilket kriterium stolestaderne var tildelt.

Efter gårdmændene sidder så husmændene fra Stenderup og derefter husmændene fra Vester Hæsinge. Efter husmændene sad håndværkerne, her er nævnt snedkere, tømrere, bødker, hjulmand og skrædder, smede, murere, vævere og træskomænd. Med håndværkerne var det slut med navns nævnelse. Bænkene fra nr. 19 til og med nr. 26 var forbeholdt karlene med sognefogedens og lægdsmandens karle som de første. De to nederste bænke blev anvist indsidderne i sognet, altså dem der rangerede lavest i samfundet og intet ejede.

Ovre i den nordlige side har kvinderne sat sig, de er ikke kommet ind gennem våbenhuset, men har  deres egen indgang på nordsiden af kirken.

Øverst på fruentimmerstolene sidder præstefruen så med sine to tjenestepiger. Dernæst sidder degnekonen med sin tjenestepige, det var altså noget særligt at tjene hos præst eller degn, det gav status. I denne side oplyses ingen navne, her står bare at det er Rasmus Bondes kone, Mads Pedersens kone, Johan Smeds kone og så fremdeles. Men rangordenen er den samme som i mandesiden. I fruentimmernes side bliver der fire stole tilovers til indsiddere.

Hvad kunne kirkegængerne i deres sorte vadmelskirkeklæder så sidde og kigge på, medens de sad og frøs og overværede pastor Peter Kryssing Westergårds prædiken. Ja, der har ikke været så meget at se på, men der var dog altertavlen. Det var et billedhuggerarbejde, forestillende Christus på korset mellem de to røvere og Johannes og Maria nedenunder. Der var en låge på hver side af tavlen, og på disse låger var der i hver side fire af apostlene. Altertavlen havde været stærkt forgyldt, det skinner stadig lidt igennem, så den har nok været fra før reformationen, hvor kirkerne var meget prangende i udsmykning.

Kirkens tilhørsforhold

Kirken har gennem tiderne tilhørt forskellige godser og en enkelt privatmand, en købmand i Fåborg. I 1700 tallet tilhørte den Damsbo indtil Hvedholm Østrupgård, Steensgård og Damsbo oprettede grevskabet Brahesminde. Der blev betalt kirketiende til godset, pålignet beboerne i sognet. Efter at grevskabet blev en realitet var det i begyndelsen Steensgård der blev kommunikeret med, siden blev det Hvedholm og det blev det bestemt ikke lettere af. Det kan ses af de synsforretninger vi har i kopi på arkivet.

Synsforretningerne .

Mange af disse gamle synsforretninger fra sidste halvdel af 18hundredårene er interessant læsning, vi får her et ganske godt billede af kirkens indretning og tilstand og derfor vil jeg gennemgå nogle af dem. Der var ingen menighedsråd på den tid, de kom først fra 1904 så det var provsten, der sammen med to andre, den ene sikkert en håndværker, foretog det årlige syn af kirken.

I 1864 skriver de fra grevskabet: Da kirkeklokken er sprunget tre gange i løbet af 17 år, kunne det meget vel tænkes, at det var kimningen der havde bidraget dertil. I Horne kirke benytter man aldrig kirkeklokken til kimning ved bryllupper, og derfor kunne denne uskik forbydes.

Godset henstiller til kirkeværgen at sørge for at dette føres ud i livet og at kimningen ved de store højtider sker med forsigtighed.

Den klokke, der i dag hænger i Vester Hæsinge kirke er netop fra 1864, så grevskabet har åbenbart indset, at klokken var for ringe.

Prædikestolens flytning?

Midt i 1860erne skrives der, at der intet var at bemærke, men synet ville dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at det ikke var så godt, at de folk der sad oppe foran prædikestolen sad med ryggen til præsten, og det ville derfor være ønskeligt at prædikestolen blev flyttet eller stolene blev ændret.

Dette lille notat gav anledning til mange drøftelser i årene fremover.

Året efter beskæftiger synet sig igen med prædikestolens placering og skriver at prædikestolen bør flyttes til den pille der er nærmest koret, og at den skal sænkes og have en passende fod af træ og trappen bør være krumbøjet om pillen. Desuden snakker de om en ny messehagel af silkefløjl med ægte guldgalloner samt en ny alterdug.

Godset må så nødvendigvis gå videre med planerne om at flytte prædikestolen og får udarbejdet et forslag hvori også indgår en ny balustrade omkring altret samt indrettelse af en ny mandestol på prædikestolens plads. Her i 1865 har man altså stadig en kvinde- og en mandsside, hvilket man for øvrigt har den dag i dag i Lyø kirke.

Efter at godset har set overslaget der lyder på 215 rigsdaler søger de om udsættelse af sagen idet de ikke mener at prædikestolen kan flyttes, den er plump og gammel. Og skal der en ny prædikestol til og en trappe med drejede balustre, ja så vil balustrene omkring altret se jammerlige ud og så må der også her nye til i poleret bøgetræ, for at imødekomme tidens krav og for at det skal ligne inventaret i grevskabets andre kirker. Med andre ord, det blev så dyrt at grevskabet ikke ville være med, men de medgiver dog, at Vester Hæsinge kirke ikke lever op til standarden blandt godsets kirker, men bringe den op på samme standard har de ikke lyst til.

En ny messehagel og alterdug mener grevskabet dog er nødvendigt, det var da et lille plaster på såret.

Kirkens tilstand

En meget langvarig kontrovers mellem kirkesynet og grevskabet starter i 1868 med at synet skriver, at det sydvestre hjørne af tårnet samt den østre ende af selve kirken er meget brøstfældig og kirken skulle helst inden næste års syn være repareret og ombygget.

Hvedholm lader nu en byggesagkyndig se på de påståede skader og han har nok ikke været helt uvildig. Han kommer i hvert fald til det resultat, at revnerne i tårnet ikke er til fare for nogen, så en ombygning findes ikke nødvendig. Med hensyn til kirkens østgavl medgiver han at den hælder meget, men den har ikke forandret sig i de senere år, så en ombygning er ikke nødvendig i den nærmeste fremtid, og så føjer han til, at en sådan ombygning nok vil beløbe sig til ca. 5.000 rigsdaler sølv, og her er han ved sagens kerne, grevskabet vil ikke koste på kirken.

Oversyn.

Der er nu to muligheder for Grevskabet, de kan forlange oversyn eller andrage sagen for ministeriet. Inden de tager stilling til, hvad der er klogest beder godsforvalteren en arkitekt om at se på kirken. Arkitekten skriver at han er af den overbevisning at der aldeles ingen fare er selv om der har vist sig revner i tårnet, for han har fået hugget et større hul for at undersøge murens tilstand og konstateret at tårnet var udført godt og solidt af kampesten. Med hensyn til den østlige gavl, må hældningen være af ældre dato og at den i øvrigt ikke er til fare for kirkens soliditet.

Arkitekten tilråder dog at man udbedrer revnerne i tårnet men i øvrigt ikke gør noget ved østgavlen.

Dog kunne man – for en sikkerheds skyld anbringe et par jernvinkelankre foreslår han.

På baggrund af disse eksperters udsagn er grevskabet ikke bange for at forlange oversyn, og hertil indsætter Stiftamtet provst Bøgh i Gamtofte og synsmændene for Baag- og Odense Herred, samt en uvildig tømrer og en murermester.

Så går kirkens præst pastor Thorup i gang med en skrivelse hvori han gør oversynet opmærksom på, at kirken havde meget iøjenfaldende revner, men at disse nu for nylig på foranledning af godset var blevet pudset, så det kunne være vanskeligt for overopsynet at vurdere skaderne. Han synes ikke, at det har været rigtigt at reparere på skaderne, når der var indkaldt til oversyn af godset selv, men det skulle han jo ikke dømme i.

Sminkningen af kirken må have haft sin indvirkning på overopsynet, for det finder ikke, at ombygning er nødvendig og der bliver ikke gjort mere ved skaderne.

Kirkens tilstand forværres.

Seks år efter i 1874 synes kirkesynet, at det er blevet værre med østgavlen ud mod vejen og vil have den ommuret, men godsforvalteren på Hvedholm sender igen bud til sin gode ven arkitekten Eckersberg fra Svendborg og han konkluderer igen at han ikke kan se at gavlen hælder mere, end den gjorde i 1868, da han sidst tilså kirken, så han finder ikke anledning til at ombygge gavlen, der er jo det ved det, at det også vil berøre korbuen og dermed blive meget dyrt. Der skulle næsten en total ombygning til, foruden et nyt tag, så godsforvalteren beder om, at ombygningen stilles i bero og så er der også lige det ved det, at den hældende nordmur sikkert ikke kan modstå buernes tryk, når gavlen nedbrydes, så alt i alt må det være bedre at lade det være som det er, da gavlen ikke er i fare for at styrte sammen.

Grevskabet vil dog have flere kort på hånden og de lader derfor en hr. Fussing fra København se på kirken. Hans folk går grundigt til værks og foretager en større undersøgelse.  Der bliver holdt loddesnore på murene forskellige steder og det konstateres at nordmuren hælder med 18 centimeter og gavlen hælder 26 centimeter. Fussing har nok også været en god bekendt af greven, for han skriver at gavlen oprindelig må være opført sådan og at den uden fare vil kunne hælde endnu mere, så ingen grund til restaurering. Der er godt nok nogle revner i gavlhjørnerne, men de kan jo være kommet af andre årsager. De har dog sat nogle søm i muren til hjælp ved en senere undersøgelse, så man kan lodde nøjagtig de samme steder igen, hvis det skulle blive nødvendigt med ny dokumentation.

Men der bliver ikke ro omkring kirken af den grund. Tre år efter lodder Fussings folk igen kirken, og det kan konstateres, at murene nu hælder mere end tidligere, om end det går langsomt skriver Fussing til højvelbårne hr. kammerherre, hofjægermester, lensgreve Bille Brahe Selby til Brahesminde. Han slutter med at gøre opmærksom på, at målestokken som han har brugt til både denne og forrige måling er justeret mål. Der er med andre ord ikke noget at komme efter. Det er konstateret, hvad synet hele tiden har sagt, at kirkemurene langsomt men sikkert bliver ringere og ringere.

Kirkebygningens status.

Nu må det være gået op for lensgreven, at der skulle gøres noget, for han beder Fussing om en status på kirken og Fussing lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse.

Fussings redegørelse er meget interessant, for her får vi en god beskrivelse af kirken.

Fussing skriver: En grundig hovedreparation af kirken vil efter mit skøn ikke kunne udelades ret længe. Kirken har ikke noget monumentalt eller historisk ved sig, der gør fordring på at bevares. Den yder et tarveligt rum til gudstjenestens afholdelse, og i kirkens former er intet, som viser en bestemt vej for restauration. Sidemurene der hælder stærkt udad er sammenholdte af fire tværbjælker med jernankre. Fra bjælken nærmest korgavlen er to jernankre vinkelret ud i gavlen. Gavlen hælder betydeligt udad, og hældningen vil tage til, om end det sker ganske småt, såfremt der ikke på en eller anden måde sættes en stopper for det. Nogen fare kan jeg dog ikke se for øjeblikket.

Tårnets sydvestre hjørne er revnet og forankret, men synes ikke just foruroligende.

Våbenhuset er en dårlig tilbygning uden vinduer, med bjælkeloft. Såvel yderdøren som døren ind til kirken er ikke passende. Gulvet i våbenhuset ligesom en del af kirken ligger under terræn. Kirkens hvælvinger er knækkede. I den del af kirken der går ind under tårnet er loftet fladt, oliemalet bræddeloft. Taget har en uheldig form, idet det er svajet langs gesimsen.

Kirkens stoleværk og prædikestol er godt vedligeholdt men yderst tarvelige og har ikke noget karakteristisk ved sig.

Altertavlen med billede burde afløses.

Når lensgreven bestemmer sig for at foretage istandsættelse, burde murene afrettes, dette måtte ske ved påmuring ud- og indvendig. Udvendig måtte der tilvejebringes fundament for det nye murværk, nye profiler og buer mures omkring vinduer, ny gesims på langsiderne, langs jordlinierne burde sættes granitsokkel.

Østre gavl burde enten have en ny ud- og indvendig påmuring ligesom siderne burde helt eller delvis  ommures.

Våbenhusets mure forhøjes, vinduer og nye døre indsættes, samt nyt tagværk, med andre ord et nyt våbenhus.

Fussing fortsætter: Af tårnet måtte en del afstives og ommures, men ellers lade det være så urørt som muligt, dog vil det være nødvendigt at afhugge alt løst murværk, og forkile det, forinden den ny affugning, der må altså fast stillads omkring tårnet, nyt eller næsten nyt tagværk måtte opsættes, ligeledes ny gesims og gavlspidser, endvidere ny klokkestol.

Loftet forneden i tårnet måtte fornyes, enten som fritliggende bjælkeloft, eller forskalles og gipses.

Spærværket over kirken er af egetræ, der tidligere har gjort gavn andetsteds, det er ikke absolut kassabelt, men tagfladen fra gesimsen til rygningen burde være lige og vel helst dækkes med skifer, men derved bliver så meget arbejde, at der hellere må opstilles et nyt tagværk.

De indvendige murflader må have nyt puds og hvælvingerne grundig efterses, en del af dem tillige ommures. Tværbjælkerne kan beholdes omtrent som de er. Stoleværket og kirkens øvrige inventar må nedtages i anledning af de nævnte arbejder, men så burde de vistnok ikke opstilles igen, men erstattes af nyt af passende form. Gulvet må samtidig omlægges.

Dersom det jeg her har forklaret ikke er helt galt, vil der blive brugt en hel del penge og enkelte ting, for eks. mure og hvælvinger ville dog beholde de dårligheder i sig, som igen kunne komme for dagen, derfor tror jeg, det ville være heldigt, om hr. Greven kunne komme til det resultat, at en ny kirke skulle bygges.

At man ved en istandsættelse kunne gå meget lempeligere til værks, end jeg her har tænkt mig, er sikkert, og at kirken ikke falder sammen på en studs er jeg også rolig for, men den er den af godsets kirker, der efter mit skøn trænger hårdest til afløsning, og ikke gerne skulle vente ret meget længere.

Hvis hr. greven nu skulle synes det samme, skulle der blive spørgsmål om flere ting, for eks. om størrelsen på en ny kirke og mulighed for en fremtidig udvidelse, om hvælvinger eller andet loft, om våbenhusets placering, om det ikke var rigtigt at vende tårnet med indgang mod vejen osv.

Men dersom der skal holdes på den gamle kirke var det rart om den snart kunne blive opmålt, for at det kunne overvejes, hvordan en istandsættelse kunne foregå.

Grevskabet forhaler sagen.

Det var jo klar tale, helst en ny kirke, men en grundig hovedreparation som næstbedste løsning. Men efter at ovenstående brev var tilsendt hr. greven på Hvedholm, gik der fem år inden der kom besked på at opmåle kirken og vi er nu fremme ved året 1888.

I indledningen til svaret om opmålingen skriver Fussing til hr. greven, at han havde tænkt sig at stille to forslag til kirkens istandsættelse, men da han ser at hr. greven hverken har lyst til det eller tro på det, så sender han kun et udkast til at gøre det nødvendigste ved kirken. Nogen egentlig beskrivelse vedlægger jeg ikke, da De, hr. Greve, jo er enig med dem selv om hvad de vil have gjort.

Han foreslår dog alligevel hvad han mener, bør gøres, og det er omtrent det, som han foreslog for fem år siden. Han foreslår desuden at der bygges en skorsten i korbuen, så kirken kan varmes lidt op. Desuden foreslår han at erstatte bjælkerne på tværs i kirken med jernankre. Og så kunne han da for resten også godt tænke sig, at de mange døre i stoleværket blev afskaffet. Det laver også sådan en uro når de åbnes og lukkes.

Nu ser der ud til at der vil ske noget. Allerede et par måneder efter Fussings brev har  håndværkeren Hans Hansen udarbejdet et forslag og sat en pris på ombygningen. Det vil koste omkring 11.000 kr. Men så er der også lagt et nyt skifertag på kirken i stedet for det røde tegltag og der er bygget nyt våbenhus ved nordsiden af kirken.

Greven har som sædvanlig sikkert syntes, at det var alt for dyrt og han vægrer sig stadig ved at istandsætte kirken, men nu kan alle da se, at han har gjort noget. For at få lidt fred, skriver han til provsten at han meget håber, at synet vil være ham venlig stemt, så han ikke udsættes for unødige udgifter. For det er hans bestemte mening at kirken skal restaureres, men de kommende to år er han desværre meget optaget, men derefter håber han at tage fat på sagen, hvis der da ikke indtræffer uforudsete hindringer, men endnu kan han ikke give en bestemt plan om den ikke ganske lette og i hvert fald meget bekostelige restauration. Han slutter med at skrive, at brevet er meget privat, men han regner med, at synet ikke giver anledning til problemer for ham. Altså forventer greven, at provsten får synet med på, at de ikke klager over kirkens tilstand de næste år, så er der da fred så længe.

Provsten lover at være beredvillig såfremt kirken slipper tåleligt gennem vinteren, men han undlader ikke at gøre opmærksom på, at der nu er gået 20 år, uden at der er sket noget og han håber at Vester Hæsinge kirke vil blive genstand for hr. Grevens særlige omsorg, så den både indvendig og udvendig kan fremtræde i sømmelig og tiltalende stand som de øvrige kirker i godsets eje.

Der er flere breve fra provst Wøldike i Hågerup. Han skriver et sted, at han ikke synes om et skifertag, men hellere ser kirken med rødt tegltag, som den hidtil har haft, det er nu så pænt der i dalstrøget, han glæder sig til, at navnlig korgavlen, som vender ud mod alfarvej kunne blive en pryd i stedet for en vansir af bygningen.

Ombygningen.

Der går yderligere tre år inden greven endelig i 1892 tager fat på at restaurere kirken, og det blev virkelig en omfattende restaurering som varede tre år. Og dermed fik kirken det udseende, som den har den dag i dag.

Der blev opført et nyt våbenhus på nordsiden af kirken. Det halve af tårnet blev revet ned og genopbygget. Den østre gavl blev endelig ommuret og der kom ny overdel på hele kirken og taget blev tækket med sort skifer. Murene blev rettet op og  røde murstenspiller blev sat op for at afstive kirken.

Inde i kirken blev blandt andet pillerne til hvælvingerne rettet op og pudset og der blev lagt flisegulv i midtergangen. Der blev anskaffet ny prædikestol, der blev anbragt hvor den gamle havde stået, men de nye stolerækker som blev anskaffet ved samme lejlighed, havde dobbeltbænke foran prædikestolen, så man kunne vende sig om under præstens prædiken.

Der blev også investeret i en ny altertavle. Den gamle altertavle, som var et maleri viser Kristus der velsigner de små børn var ellers kun omkring 40 år gammel, men ret simpel. Den hænger i dag i tårnrummet bagerst i kirken.

Den nye altertavle, som nu er godt hundrede år er et maleri forestillende ”Den gode hyrde” udført af den kendte maler og kunstner Joachim Skovgård. Han har blandt andet også været med til at dekorere Viborg Domkirke og været med til at lave Dragespringvandet i København. Dekorationerne på rammen og ved altret er udført af maleren Niels Lindberg efter skitse fra Joachim Skovgård. Men dette arbejde blev først udført i 1930.

Ved denne store restaurering kom der varme i kirken, der blev i hvert fald opsat en kakkelovn, som vel kunne tage den værste kulde. Ved samme lejlighed blev der anskaffet et orgel som blev anbragt højt over menigheden bagerst i kirken.

Om kirkebøsserne også er anskaffet på dette tidspunkt vides ikke, men det er tænkeligt, gamle er de i hvert fald ikke.

Det eneste der ikke blev udskiftet var faktisk døbefonten og dåbsfadet. Døbefonten er en romansk granitfond. Dåbsfadet er sydtysk og bærer årstallet 1619, men det menes at fadet er fra omkring 1575. Dekorationen på fadet viser Skt. Jørgen og dragen.

Menighedens kirke.

Omkring 1914 overdrog grevskabet kirken til menigheden. Hvordan betingelserne nøjagtig har været er svært at sige, da vi ikke har meget på skrift om det. Der står dog, at kirken skal afleveres i fuld forsvarlig tilstand uden mangler. I menighedsrådets protokol for disse år står heller ikke et ord om overtagelsen af kirken, der har måske været snakket så meget om det, at det er blevet en selvfølgelighed til sidst. Og det var det sådan set også for ifølge en ny lov om menighedsråd fra 1912 skulle der arbejdes frem mod at kirke og præstegård tilhørte menigheden.

Et par år efter at kirken var overladt til menigheden, bestemte menighedsrådet at der skulle lægges trægulv under stolestaderne og i 1926 afholdtes der en basar, og overskuddet herfra gik til hjælp til at få indlagt elektrisk lys i kirken. I forhold til, at det elektriske lys var kommet til byen i 1911 var det heller ikke for tidligt. Der blev anskaffet de væglampetter som stadig hænger der, lysekroner er det aldrig blevet til i Vester Hæsinge Kirke.

Hans Jørgen og Kathrine Stormgård fra Gl. Stormgård her i Vester Hæsinge testamenterede et beløb til kirken, så der kunne indkøbes nye lysestager og de gamle messingstager kunne så passende foræres til den nye kirke i Falsled som netop var bygget. En messehagel gik samme vej, for den passede ikke til den nye alterdug.

En del af arven fra Hans Jørgen og Kathrine Stormgård blev brugt til at dekorere prædikestolen, så den fik det udseende vi kender i dag med billeder af apostlene. Samtidig blev der indkøbt de messingtal som sættes op på tavlerne for at vise hvilke salmenumre der skal synges. I forvejen har de sikkert bare skrevet numrene med kridt på tavlerne.

Kirken fik også her omkring 1930 indlagt caloferevarme, orglet blev repareret og stolestaderne blev malet af den lokale malermester Madsen. Så det er altså nu 75 år siden, at stolestaderne er blevet malet.

I 1940 blev der indkøbt særkalke, så menigheden ikke længere behøvede at drikke af det samme bæger når den gik til alters.

I nyere tid er der anskaffet et andet orgel, der nu er kommet ned på gulvet. Orglet har tidligere stået i kirken i Humlebæk på Sjælland.Det nyeste her i kirken, bortset fra højttaleranlægget er dog kniplingen på alterdugen, den er indenfor de sidste år kniplet af Marie Hansen her fra Vester Hæsinge med hjælp fra Kirsten Hagen i Nr. Broby.

Jeg synes at vi har et hyggeligt kirkerum og en pæn kirke her i Vester Hæsinge, den kan vi godt være stolte af, selvom den ikke har andet end døbefonten og dåbsfadet af ældre dato.

Udarbejdet af Marie Kallehauge til en kirkedag

den 8. oktober i det Herrens år 2005