Sandholts Lyndelse Kirkes historie
Birgitte Rosensparre og Sandholts Lyndelse kirke.
I 15- og 1600 tallet var Sandholts Lyndelse kirke ejet af den indflydelsesrige Rud-slægt. Blandt flere andre herregårde ejede de Sandholt, og i 1560 fik Erik Rud patronatsretten over Lundeløse (Lyndelse) kirke, det vil sige retten til at forvalte kirkens anliggender, udnævne præsten og få del i tienden.
Men skal man pege på den person, der har sat sine tydeligste spor på kirken, må det nok være Birgitte Rosensparre.
I “Biskop Hans Mikkelsens dagbogserindringer 1627-1641” støder man jævnligt på hendes person, og her tegner der sig et billede af den dybt religiøs frue, der donerede store summer til religiøse og velgørende formål.
Birgitte Rosensparre, der i sin ungdom var dronningens kammerjomfru, var datter af Elisabeth Gyldenstjerne og Oluf Rosensparre af Vallø.
I 1604 bliver hun gift med Corfitz Rud, der er søn af Erik Rud. Mens Ruderne var stridbare og kamplystne, vendte den fysisk svagelige Birgitte Rosensparre sig mod kirken og religionen, og trøstede sig med, at Gud, der havde givet hende sit kors at bære, “tog om den tungeste del”.
Den 2. februar 1630 dør hendes eneste søn, Otte Rud, en sjælden dygtig og brav yngling på 19 år, og 2 dage efter dør hendes mand. Begravelseshøjtideligheden blev forestået af biskop Hans Mikkelsen i Sct. Knuds kirke i Odense, og senere førtes kisterne til Lyndelse kirke, hvor de blev nedsat i krypten. Ifølge lokalhistorikeren lærer Jørgensen fra Kistrup, lod Birgitte Rosensparre udhugge en sten ved deres leje:
“Ære i graven og sjælen i himlen”.
Måske dukker stenen frem, den dag, der bliver åbnet til krypten.
På det meget store dåbsfad, der i dag smykker vor døbefont i kirken er graveret: CORFITZ RUD – BIRGITTE ROSENSPARRE og OLUF ROSENSPARRE – ELISABETH GYLDENSTJERNE – 1611.
Uden at kunne skaffe bevis herfor, er det vel naturligt at antage, at familien har anskaffet dåbsfadet i anledning af Otte Ruds dåb. Ca. 25 år senere tilgår der kirken endnu et dåbsfad, nemlig et lille nederlandsk fad, som bliver placeret på en fod i det store fad. Det er dette fad, der benyttes i kirken i dag.
Efter tabet af sin mand og eneste søn har Birgitte Rosensparre åbenbart følt, at deres minde burde bevares i eftertiden.
Hun lader den kendte klokkestøber Baltasar Melchior støbe en kirkeklokke og signerer den med sit eget, sin mands og sin søns navne og med årstallet 1639.
Klokken hænger stadig i kirketårnet og har nu i 366 år daglig sendt sin pragtfulde klang ud over Sandholts Lyndelse sogn.
Også på kirkens øst gavl har Corfitz Rud og Birgitte Rosensparre sat sig et minde for eftertiden, i form af en stor indmuret sandstens tavle. I midten af tavlen ses Rudernes og Rosensparernes våben. Øverst et portræt af en statelig mandsperson, som må antages at være Corfitz Rud. Tavlen bærer årstallet 1623.
I kontrast til tårn og våbenhus blev øst gavlen opført med svungne renæssance kamtakker.
At Birgitte Rosensparre har haft et stort behov for at gå i kirke, er der ingen tvivl om, for i 1642 opretter hun en fundats med en hovedstol på 500 rigsdaler, hvorfra renterne skulle gå til præsten i Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse sogne, mod at han også skulle holde prædiken i Sandholts Lyndelse kirke om onsdagen.
Hvad der er blevet af fundatsen ved jeg ikke, med jeg ved, at der ikke mere er onsdagsprædikener i Sandholts Lyndelse kirke.
Men også uden for kirken viste Birgitte Rosensparre sig som velgører. I 1638 opretter hun “Otte Ruds Mindelegat”. Hovedstolen lød på 1000 rigsdaler, et ganske anseeligt beløb efter datidens målestok. Renterne skulle gå til fattige folk under Sandholt Gods og til undervisning af fattige børn, der havde evner til at studere.
Legatet eksisterer stadig, idet det er uopløseligt, men i dag er det slået sammen med andre gamle legater.
Birgitte Rosensparre dør 1645, 64 år gammel og bliver nedsat i krypten under Sandholts Lyndelse kirke.
Corfitz Trolle og Sandholts Lyndelse kirke.
Sandholts Lyndelse kirke ligger som en kirke bør ligge.
Lige midt i byen, og højt placeret. I sin gotiske stil rager den majestætisk op over de omkringliggende gårde og huse.
Hvornår de første sten som fundament til kirken er lagt, står hen i det uvisse. Måske har der, som så mange steder, først ligget en trækirke – vi véd det ikke.
C T – B R 16 -69 Ovenstående initialer og årstal finder man på tårnets sydside.
Årstallet henfører ikke til kirkens alder, men til en kraftig restaurering af tårnet.
Bag initialerne skjuler sig navnene på Sandholts og kirkens ejere, Corfitz Trolle og Birgitte Rantzau.
De samme navne finder man på kirkens fine alterkalk i sølv, hvor en inskription fortæller, at den er givet som gave til Sandholts Lyndelse kirke i 1664. Kalken har en højde på 16,6 cm. og en sekskantet fod, hvorpå der er en dekoration, som forestiller Frelseren på korset.
Selvom der i 1660’erne var flere anerkendte guldsmede i Odense, er denne kalk fremstillet af en kendt guldsmed i København ved navn Nicolaus Arentzberg.
På denne tid var der ikke meget kirkesølv tilbage i kirkerne.
Hvad kongen ikke havde fået konfiskeret for at finansiere krigene mod svenskerne, havde svenskerne selv taget sig kærligt af.
I det hele taget var den en streng tid at være dansker, også for beboerne i Lyndelse og herremanden på Sandholt.
Krigen (1657-60) mod svenskerne var tabt, og landets økonomi lå i ruiner, og flere gårde i Lyndelse lå øde hen.
Ved et statskup i 1660 havde kongen indført enevælde i Danmark og frataget adelen nogle af dens privilegier (håndfæstningens ophør).
Om Corfitz Trolle véd vi, at han var højt estimeret og havde titel af gehejmeråd, d.v.s. kongens fortrolige rådgiver uden for rigsrådet. Han var tillige skoleherre (forstander) på Herlufsholm, men han havde en elendig økonomi.
På Sandholt havde han i flere år Henrik Wrangel som bestyrer.
Henrik Wrangel var tysker og en stor spekulant og en stor bedrager og et dyrt bekendtskab for Corfitz Trolle.
I 1666 lånte han 1000 rigsdaler mod pantsættelse af 5 gårde i Lyndelse. I 1672 lånte han yderligere 1000 rigsdaler mod pantsættelse af 2 gårde i Tørringe og 3 i Lyndelse. Senere pantsættes hele Sandholt for 3200 rigsdaler. Ved hans død er alt hans gods pantsat og en af hans kreditorer, Konrad Hesse, overtog Sandholt.
Om Birgitte Rantzau forlød det, at hun ”passerede for den dejligste”, men senere mistede sin forstand.
I frk. Sperlings optegnelser over begravede i krypten under Sandholts Lyndelse kirke, skriver hun, at der er to kister af Trolle-familien. Om det er Corfitz Trolle og Birgitte Rantzau, vides ikke.
Corfitz Trolle var oldebarn af Erik Rud, som i 1560 fik patronatsret over Sandholts Lyndelse kirke. Årstallet 1669 på tårnet kan samtidig markere afslutningen på en æra i Sandholts Lyndelse kirkes historie, hvor Rud-slægten øvede stor indflydelse på kirken, på bygninger såvel som inventar.
Prædikestolen i Sandholts Lyndelse Kirke.
Anno 1575 – >dette er det ældste årstal man finder i Sandholts Lyndelse kirke, og det finder man på kirkens prædikestol.
Omkring denne tid byggede Erik Rud på Sandholt koret i kirken, og det har utvivlsomt set noget anderledes ud, end det gør i dag.
Prædikestolen med tilhørende panel har oprindeligt været en lektoriestol, og placeret midt for koret over korskranken.
På et tidspunkt – vel sagtens i forbindelse med udvidelse af kirken mod øst – er prædikestol og panel taget ned. Prædikestolen er så placeret på sin nuværende plads i skibets sydside.
Af panelerne er der lavet en præste- og degnestol, som i dag flankerer alteret.
Det er et imponerende egetræsskærerarbejde, der her har været udført.
Alt sammen skåret ud i småstykker og limet sammen til en smuk helhed.
Prædikestolen har reliefskærerarbejde af Frelseren på korset og de fire evangelister, og fremstår i dag lakeret med forgyldte lister.
På præste- og degnestolenes flotte reliefarbejde ser man bl.a. inskription af gamle dyder som visdom, tålmodighed, barmhjertighed, kærlighed m.fl..
Noget tyder på, at degnene undertiden har haft svært ved at koncentrere sig om præstens prædiken.
I hvert fald har en del af dem fortsat træskærerarbejdet i degnestolen, hvor de har udskåret deres navne!
Blandt dem er J.J. Jacobsen, der var lærer i Sandholts Lyndelse fra 1799 til sin død i 1841.
I en skoleprotokol har han skrevet følgende:
År 1801 lod herskabet mig indkøbe bygningsmaterialer til den nye skole, som blev opført her på skolelodden, – den gamle skolebygning lå i den anden ende af byen.
Stuehuset var allerede rejst de sidste dage i marts måned, men skærtorsdag, den 2. april holdtes slaget ved København mellem de danske blokskibe og den engelske flåde. I den anledning blev mine tømmermænd og flere arbejdere beordret i kongens klæder for at bygge kanonbåde m.m., og derfor hengik sommeren, og jeg fik ikke gjort videre ved det oprejste stuehus, end det blev tækket.
Der var ingen håndværkere nogen sted at få, så mit håb slog fejl, at komme i den nye bolig inden vinteren, så den vinter havde jeg det såre indskrænket, thi en del af den gamle bygning havde jeg tidligt i foråret ladet nedbryde for at benytte noget heraf til den nye bygning.
Så denne vinter havde jeg kun en stue at bo i, og hvor jeg daglig måtte læse med børnene.
År 1802 kom vi så vidt med den nye bygning, at jeg med kone og børn, flyttede deri pinselørdag, og samme sommer blev den ganske færdig, som den nu står.
Mit høje herskab oberstløjtnant Nobel von Nøragger skylder jeg tak for hans troskab og sanddruhed i at holde hans givne løfter til mig, da han kaldte mig til embedet. Han har hidtil rigeligt opfyldt samme.
Han har ære af sin bygning, og som han opførte for sin egen regning uden udgift for sine bønder, som dog skulle høste nytte og gavn deraf.
Haven har jeg selv anlagt, plantet og podet hver en busk og træ. Gud lade bygningen stå til den sildigste tid, han give stedet velsignelse og tilfredshed inden dens vægge, lade træerne vokse og bære frugter til nytte og glæde for mig og mine efterkommere, som mange år efter, at jorden har dækket mit støv, vil tænke på den hånd, som har plantet disse træer.
Den lille altertavle i Sh. Lyndelse kirke.
En af disse nederlandske altertavler hænger i dag på nordvæggen i Sh. Lyndelse kirkes kor.
Kunsthistorikeren Francis Beckett (1868-1943) skriver i én af sine bøger: “Renaissancen og kunstens historie” følgende:
– Også den lille altertavle, der nu er anbragt på nordvæggen i Sh. Lyndelse kirke, har oprindelig været kirkens højaltertavle. På alabastreliefferne ses endnu let forgyldning, de arkitektoniske dele er ligeledes forgyldte, og på fyldningernes blå bund står gyldne ornamenter, medens træsøjlernes ukannellerede skafter er malede som porfyr. Hovedrelieffet viser Abraham i færd med at ofre Isak – Abraham bærer turban -, relieffet i frontonen viser Abraham og Isak på vej til Moria bjerg.
De arkitektoniske former i dette lille, omhyggeligt udførte arbejde – Abrahams kappe er udskærpet så tynd som papir – er sværere end i de tidligere nævnte tavler, hvad der vidner om dens senere oprindelse.
Da prædikestolen i kirken er betegnet 1575; herskabsstolen med Erik Ruds og Anna Hardenbergs navne bærer årstallet 1576, skriver altertavlen sig formodentlig til samme tid.
Om Francis Becketts formodning om dateringen og anvendelsen er korrekt må nok stå hen i det uvisse, idet biskoppen over Fyens Stift, Jacob Madsen, i 1589 skriver i sin visitatsbog efter et besøg i Sh. Lyndelse kirke: Tavlen: Krusifiks, Maria og Johannes.
Men uanset hvornår og med hvilket formål “den lille altertavle” er kommet til Sh. Lyndelse kirke, så hænger den i dag i kirken som et af dens dyrebareste klenodier.
Krypten under Sandholts Lyndelse kirke.
I flere århundreder har krypten under Sandholts Lyndelse kirke været benyttet som gravplads for herskabet på Sandholt.
Det er nu omtrent 90 år siden adgangen til gravkælderen blev muret til, og formentlig har ingen nulevende person været nede i den.
Men i frk. Nicoline M. Nobel Sperlings efterladte papirer har man fundet en udførlig fortegnelse over kisternes placering, og hvem der ligger i dem.
Frk. Sperling var den sidste adelige stamhusbesidder på Sandholt. Hun døde i 1917, men selv ligger hun begravet ud for kirkens øst-gavl.
I hendes efterladte papirer har hun skrevet:
“Jeg vil ligge på kirkegården, for jeg vil være til så lidt ulejlighed som muligt, når jeg er død, og jeg har desuden altid holdt så meget af jorden, at jeg gerne vil ligge i den”.
I folkemunde lyder det dog, at hun skulle have sagt, at hun ikke ønskede at komme ned til alle de ækle rotter og mus, når hun døde!
De sidste, der er stedt til hvile under kirken, er kammerherre Hans Nobel Nøragger og hustru. De døde begge i 1866, men henstod i 11 år i et lille gravkapel ved kirkens nordside, indtil de i 1877 blev båret ned i krypten.
Når de ikke kom ned i krypten med det samme, var det af hensyn til liglugten, som da ellers ville trænge op i kirkerummet. Det lille gravkapel blev revet ned i 1877.
Indtil samme år var nedgangen til krypten midt i kirken.
I stedet lod frk. Sperling lave en ny og mere bekvem nedgang fra kirkens østgavl, den som hun “desværre” beordrede tilmuret, når hun døde.
Det eneste kig man får derned, er gennem det lave vindue i kirkens sokkel på sydsiden.
Om Sandholts Lyndelse kirke.
fortalt af Jørgen Krog, Sh. Lyndelse 2005