Kirkernes historie

Præster siden reformationen

Sognepræster i Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse siden reformationen:

1. Hr. Niels. – 1569
2. Peder Lauritsen Foul. 1569 – 1601
3. Peder Jensen Roskilde by. 1601 – 1641
4. Niels Knudsen Arreboe. 1642 – 1676
5. Jørgen Pedersen Tranekær. 1676 – 1712
6. Niels Christensen Nykirke. 1712 – 1765
7. Jacob Christian Nøragger. 1765 – 1778
8. Peder Kryssing Westergaard. 1779 – 1818
9. Claus Schønning Tryde. 1818 – 1823
10. Claus Becker. 1823 – 1862
11. Carl Edvard Thorup. 1862 – 1870
12. Jens Mathias Blicher. 1870 – 1882
13. Lauritz Nicolai Balslev. 1883 – 1895
14. Carl Emil Skjerbæk. 1895 – 1925
15. Gudmund Schiøler. 1925 – 1936
16. Harald Nordholm. 1937 – 1977
17. Paul Christian Arnbak. 1978 – 1980
18. Jan Grønborg Eriksen. 1980 – 1986
19. Morten Bay-Mortensen. 1987 – 2005
20.  Søren-Herluf Sørensen. 2006 – 2013
21. Eva Ladefoged. 2014 –

Kirkens orgel i Vester Hæsinge

Når man kommer ind i kirken, lægger man hurtigt mærke til det store orgel, som fylder i tårnrummet mod vest.
Med sin smukke facade i egetræ og de ranke orgelpiber bemærker man både som kirkegænger og besøgende, at instrumentet har fået en god plads her i kirken.
Faktisk blev det slet ikke bygget til denne kirke, men er først anskaffet i 1997 fra Humlebæk kirke i Nordsjælland. Hertil blev orglet bygget i 1966 af orgelbygger Conrad Christiansen, men i forbindelse med en større renovering  af  Humlebæk kirke, blev det sat til salg. Menighedsrådet i Vester Hæsinge var heldige at erhverve det, og efter en større ombygning af tårnrummet, hvorved bl.a. et pulpitur måtte tages ned, blev orglet indviet ved høstgudstjenesten i 1997.
Æstetisk og musikalsk betød det en stor gevinst for kirken, for gudstjenesten og de kirkelige handlinger. Orglet har i alt 1185 piber, som er lavet af tin, kobber, eg, ahorn og maghogni.
De største måler 2,5 meter i længden, de mindste blot nogle få centimeter. Disse mange piber dækker 20 stemmer, og organisten spiller på to manualer og på pedal.

Sandholts Lyndelse Kirke

Sandholts Lyndelse Kirkes historie.

Birgitte Rosensparre og Sandholts Lyndelse kirke.

I 15- og 1600 tallet var Sandholts Lyndelse kirke ejet af den indflydelsesrige Rud-slægt. Blandt flere andre herregårde ejede de Sandholt, og i 1560 fik Erik Rud patronatsretten over Lundeløse (Lyndelse) kirke, det vil sige retten til at forvalte kirkens anliggender, udnævne præsten og få del i tienden.

Men skal man pege på den person, der har sat sine tydeligste spor på kirken, må det nok være Birgitte Rosensparre.

I “Biskop Hans Mikkelsens dagbogserindringer 1627-1641” støder man jævnligt på hendes person, og her tegner der sig et billede af den dybt religiøs frue, der donerede store summer til religiøse og velgørende formål.

Birgitte Rosensparre, der i sin ungdom var dronningens kammerjomfru, var datter af Elisabeth Gyldenstjerne og Oluf Rosensparre af Vallø.

I 1604 bliver hun gift med Corfitz Rud, der er søn af Erik Rud. Mens Ruderne var stridbare og kamplystne, vendte den fysisk svagelige Birgitte Rosensparre sig mod kirken og religionen, og trøstede sig med, at Gud, der havde givet hende sit kors at bære, “tog om den tungeste del”.

Den 2. februar 1630 dør hendes eneste søn, Otte Rud, en sjælden dygtig og brav yngling på 19 år, og 2 dage efter dør hendes mand. Begravelseshøjtideligheden blev forestået af biskop Hans Mikkelsen i Sct. Knuds kirke i Odense, og senere førtes kisterne til Lyndelse kirke, hvor de blev nedsat i krypten. Ifølge lokalhistorikeren lærer Jørgensen fra Kistrup, lod Birgitte Rosensparre udhugge en sten ved deres leje:

“Ære i graven og sjælen i himlen”.

Måske dukker stenen frem, den dag, der bliver åbnet til krypten.

På det meget store dåbsfad, der i dag smykker vor døbefont i kirken er graveret: CORFITZ RUD – BIRGITTE ROSENSPARRE  og OLUF ROSENSPARRE – ELISABETH GYLDENSTJERNE – 1611.

Uden at kunne skaffe bevis herfor, er det vel naturligt at antage, at familien har anskaffet dåbsfadet i anledning af Otte Ruds dåb. Ca. 25 år senere tilgår der kirken endnu et dåbsfad, nemlig et lille nederlandsk fad, som bliver placeret på en fod i det store fad. Det er dette fad, der benyttes i kirken i dag.

Efter tabet af sin mand og eneste søn har Birgitte Rosensparre åbenbart følt, at deres minde burde bevares i eftertiden.

Hun lader den kendte klokkestøber Baltasar Melchior støbe en kirkeklokke og signerer den med sit eget, sin mands og sin søns navne og med årstallet 1639.

Klokken hænger stadig i kirketårnet og har nu i 366 år daglig sendt sin pragtfulde klang ud over Sandholts Lyndelse sogn.

I den anden ende af kirken lod hun indmure en stor sandstenstavle i gavlen.

I midten ses Rudernes og Rosensparrernes våben. Øverst et portræt af en statelig mandsperson, som vel sagtens må være Corfitz Rud. På tavlen findes et årstal, som i dag er ulæseligt fra jorden, men jeg mener, årstallet er i midten af 1630’erne, altså få år efter Corfitz Ruds død.

Det er nærliggende at tro, at tavlen er indmuret i forbindelse med udvidelsen af kirken mod øst.

Dette strider dog mod historiske skrifter, hvor der står, at kirken vistnok blev udvidet mod øst i 1576, hvilket er identisk med årstallet på de gamle herskabsstole.

Men da biskop Jacob Madsen ved en bispevisitats i 1589 skriver, at kirken er lille men vid, mener jeg bestemt, det må være Birgitte Rosensparre, der i midten af 1630’erne har forlænget kirken mod øst, med den dermed indmurede sandstenstavle.

I kontrast til tårn og våbenhus blev østgavlen opført med svungne renaissancekamtakker.

At Birgitte Rosensparre har haft et stort behov for at gå i kirke, er der ingen tvivl om, for i 1642 opretter hun en fundats med en hovedstol på 500 rigsdaler, hvorfra renterne skulle gå til præsten i Vester Hæsinge og Sandholts Lyndelse sogne, mod at han også skulle holde prædiken i Sandholts Lyndelse kirke om onsdagen.

Hvad der er blevet af fundatsen ved jeg ikke, med jeg ved, at der ikke mere er onsdagsprædikener i Sandholts Lyndelse kirke.

Men også uden for kirken viste Birgitte Rosensparre sig som velgører. I 1638 opretter hun “Otte Ruds Mindelegat”. Hovedstolen lød på 1000 rigsdaler, et ganske anseeligt beløb efter datidens målestok. Renterne skulle gå til fattige folk under Sandholt Gods og til undervisning af fattige børn, der havde evner til at studere.

Legatet eksisterer stadig, idet det er uopløseligt, men i dag er det slået sammen med andre gamle legater.

Birgitte Rosensparre dør 1645, 64 år gammel og bliver nedsat i krypten under Sandholts Lyndelse kirke.

Corfitz Trolle og Sandholts Lyndelse kirke.

Sandholts Lyndelse kirke ligger som en kirke bør ligge.

Lige midt i byen, og højt placeret. I sin gotiske stil rager den majestætisk op over de omkringliggende gårde og huse.

Hvornår de første sten som fundament til kirken er lagt, står hen i det uvisse. Måske har der, som så mange steder, først ligget en trækirke – vi véd det ikke.

CT – BR
16      69

Ovenstående initialer og årstal finder man på tårnets sydside.

Årstallet henfører ikke til kirkens alder, men til en kraftig restaurering af tårnet.

Bag initialerne skjuler sig navnene på Sandholts og kirkens ejere, Corfitz Trolle og Birgitte Rantzau.

De samme navne finder man på kirkens fine alterkalk i sølv, hvor en inskription fortæller, at den er givet som gave til Sandholts Lyndelse kirke i 1664. Kalken har en højde på 16,6 cm. og en sekskantet fod, hvorpå der er en dekoration, som forestiller Frelseren på korset.

Selvom der i 1660’erne var flere anerkendte guldsmede i Odense, er denne kalk fremstillet af en kendt guldsmed i København ved navn Nicolaus Arentzberg.

På denne tid var der ikke meget kirkesølv tilbage i kirkerne.

Hvad kongen ikke havde fået konfiskeret for at finansiere krigene mod svenskerne, havde svenskerne selv taget sig kærligt af.

I det hele taget var den en streng tid at være dansker, også for beboerne i Lyndelse og herremanden på Sandholt.

Krigen (1657-60) mod svenskerne var tabt, og landets økonomi lå i ruiner, og flere gårde i Lyndelse lå øde hen.

Ved et statskup i 1660 havde kongen indført enevælde i Danmark og frataget adelen nogle af dens privilegier (håndfæstningens ophør).

Om Corfitz Trolle véd vi, at han var højt estimeret og havde titel af gehejmeråd, d.v.s. kongens fortrolige rådgiver uden for rigsrådet. Han var tillige skoleherre (forstander) på Herlufsholm, men han havde en elendig økonomi.

På Sandholt havde han i flere år Henrik Wrangel som bestyrer.

Henrik Wrangel var tysker og en stor spekulant og en stor bedrager og et dyrt bekendtskab for Corfitz Trolle.

I 1666 lånte han 1000 rigsdaler mod pantsættelse af 5 gårde i Lyndelse. I 1672 lånte han yderligere 1000 rigsdaler mod pantsættelse af 2 gårde i Tørringe og 3 i Lyndelse. Senere pantsættes hele Sandholt for 3200 rigsdaler. Ved hans død er alt hans gods pantsat og en af hans kreditorer, Konrad Hesse, overtog Sandholt.

Om Birgitte Rantzau forlød det, at hun ”passerede for den dejligste”, men senere mistede sin forstand.

I frk. Sperlings optegnelser over begravede i krypten under Sandholts Lyndelse kirke, skriver hun, at der er to kister af Trolle-familien. Om det er Corfitz Trolle og Birgitte Rantzau, vides ikke.

Corfitz Trolle var oldebarn af Erik Rud, som i 1560 fik patronatsret over Sandholts Lyndelse kirke. Årstallet 1669 på tårnet kan samtidig markere afslutningen på en æra i Sandholts Lyndelse kirkes historie, hvor Rud-slægten øvede stor indflydelse på kirken, på bygninger såvel som inventar.

Prædikestolen i Sandholts Lyndelse Kirke.

Anno 1575 – >dette er det ældste årstal man finder i Sandholts Lyndelse kirke, og det finder man på kirkens prædikestol.

Omkring denne tid byggede Erik Rud på Sandholt koret i kirken, og det har utvivlsomt set noget anderledes ud, end det gør i dag.

Prædikestolen med tilhørende panel har oprindeligt været en lektoriestol, og placeret midt for koret over korskranken.

På et tidspunkt – vel sagtens i forbindelse med udvidelse af kirken mod øst – er prædikestol og panel taget ned. Prædikestolen er så placeret på sin nuværende plads i skibets sydside.

Af panelerne er der lavet en præste- og degnestol, som i dag flankerer alteret.

Det er et imponerende egetræsskærerarbejde, der her har været udført.

Alt sammen skåret ud i småstykker og limet sammen til en smuk helhed.

Prædikestolen har reliefskærerarbejde af Frelseren på korset og de fire evangelister, og fremstår i dag lakeret med forgyldte lister.

På præste- og degnestolenes flotte reliefarbejde ser man bl.a. inskription af gamle dyder som visdom, tålmodighed, barmhjertighed, kærlighed m.fl..

Noget tyder på, at degnene undertiden har haft svært ved at koncentrere sig om præstens prædiken.

I hvert fald har en del af dem fortsat træskærerarbejdet i degnestolen, hvor de har udskåret deres navne!

Blandt dem er J.J. Jacobsen, der var lærer i Sandholts Lyndelse fra 1799 til sin død i 1841.

I en skoleprotokol har han skrevet følgende:

År 1801 lod herskabet mig indkøbe bygningsmaterialer til den nye skole, som blev opført her på skolelodden, – den gamle skolebygning lå i den anden ende af byen.

Stuehuset var allerede rejst de sidste dage i marts måned, men skærtorsdag, den 2. april holdtes slaget ved København mellem de danske blokskibe og den engelske flåde. I den anledning blev mine tømmermænd og flere arbejdere beordret i kongens klæder for at bygge kanonbåde m.m., og derfor hengik sommeren, og jeg fik ikke gjort videre ved det oprejste stuehus, end det blev tækket.

Der var ingen håndværkere nogen sted at få, så mit håb slog fejl, at komme i den nye bolig inden vinteren, så den vinter havde jeg det såre indskrænket, thi en del af den gamle bygning havde jeg tidligt i foråret ladet nedbryde for at benytte noget heraf til den nye bygning.

Så denne vinter havde jeg kun en stue at bo i, og hvor jeg daglig måtte læse med børnene.    

År 1802 kom vi så vidt med den nye bygning, at jeg med kone og børn,  flyttede deri pinselørdag, og samme sommer blev den ganske færdig, som den nu står.

Mit høje herskab oberstløjtnant Nobel von Nøragger skylder jeg tak for hans troskab og sanddruhed i at holde hans givne løfter til mig, da han kaldte mig til embedet. Han har hidtil rigeligt opfyldt samme.

Han har ære af sin bygning, og som han opførte for sin egen regning uden udgift for sine bønder, som dog skulle høste nytte og gavn deraf.

Haven har jeg selv anlagt, plantet og podet hver en busk og træ. Gud lade bygningen stå til den sildigste tid, han give stedet velsignelse og tilfredshed inden dens vægge, lade træerne vokse og bære frugter til nytte og glæde for mig og mine efterkommere, som mange år efter, at jorden har dækket mit støv, vil tænke på den hånd, som har plantet disse træer.

Den lille altertavle i Sh. Lyndelse kirke.

På Frederik den Andens regeringstid (1559-1588) blev der til de danske kirker indført en del små nederlandske altertavler i renæssancestil. Disse altertavler har sikkert været kærkomne afløsere for den første protestantiske periodes tarvelige og nøjsomme altertavler.

En af disse nederlandske altertavler hænger i dag på nordvæggen i Sh. Lyndelse kirkes kor.

Kunsthistorikeren Francis Beckett (1868-1943) skriver i én af sine bøger: “Renaissancen og kunstens historie” følgende:

– Også den lille altertavle, der nu er anbragt på nordvæggen i Sh. Lyndelse kirke, har oprindelig været kirkens højaltertavle. På alabastreliefferne ses endnu let forgyldning, de arkitektoniske dele er ligeledes forgyldte, og på fyldningernes blå bund står gyldne ornamenter, medens træsøjlernes ukannellerede skafter er malede som porfyr. Hovedrelieffet viser Abraham i færd med at ofre Isak – Abraham bærer turban -, relieffet i frontonen viser Abraham og Isak på vej til Moria bjerg.

De arkitektoniske former i dette lille, omhyggeligt udførte arbejde – Abrahams kappe er udskærpet så tynd som papir – er sværere end i de tidligere nævnte tavler, hvad der vidner om dens senere oprindelse.

Da prædikestolen i kirken er betegnet 1575; herskabsstolen med Erik Ruds og Anna Hardenbergs navne bærer årstallet 1576, skriver altertavlen sig formodentlig til samme tid.    

Om Francis Becketts formodning om dateringen og anvendelsen er korrekt må nok stå hen i det uvisse, idet biskoppen over Fyens Stift, Jacob Madsen, i 1589 skriver i sin visitatsbog efter et besøg i Sh. Lyndelse kirke: Tavlen: Krusifiks, Maria og Johannes.

Men uanset hvornår og med hvilket formål “den lille altertavle” er kommet til Sh. Lyndelse kirke, så hænger den i dag i kirken som et af dens dyrebareste klenodier.

Krypten under Sandholts Lyndelse kirke.

I flere århundreder har krypten under Sandholts Lyndelse kirke været benyttet som gravplads for herskabet på Sandholt.

Det er nu omtrent 90 år siden adgangen til gravkælderen blev muret til, og formentlig har ingen nulevende person været nede i den.

Men i frk. Nicoline M. Nobel Sperlings efterladte papirer har man fundet en udførlig fortegnelse over kisternes placering, og hvem der ligger i dem.

Frk. Sperling var den sidste adelige stamhusbesidder på Sandholt. Hun døde i 1917, men selv ligger hun begravet ud for kirkens øst-gavl.

I hendes efterladte papirer har hun skrevet:

“Jeg vil ligge på kirkegården, for jeg vil være til så lidt ulejlighed som muligt, når jeg er død, og jeg har desuden altid holdt så meget af jorden, at jeg gerne vil ligge i den”.

I folkemunde lyder det dog, at hun skulle have sagt, at hun ikke ønskede at komme ned til alle de ækle rotter og mus, når hun døde!

De sidste, der er stedt til hvile under kirken, er kammerherre Hans Nobel Nøragger og hustru. De døde begge i 1866, men henstod i 11 år i et lille gravkapel ved kirkens nordside, indtil de i 1877 blev båret ned i krypten.

Når de ikke kom ned i krypten med det samme, var det af hensyn til liglugten, som da ellers ville trænge op i kirkerummet. Det lille gravkapel blev revet ned i 1877.

Indtil samme år var nedgangen til krypten midt i kirken, næsten ud for indgangen fra våbenhuset.

I stedet lod frk. Sperling lave en ny og mere bekvem nedgang fra kirkens østgavl, den som hun “desværre” beordrede tilmuret, når hun døde.

Det eneste kig man får derned, er gennem det lave vindue i kirkens sokkel på sydsiden.

Om Sandholts Lyndelse kirke.

fortalt af Jørgen Krog, Sh. Lyndelse 2005

DR Kirken i Skader

Menigheden fra Vester Hæsinge

Lidt om byen og dens omegn

Vester Hæsinge er sikkert ukendt for de fleste, men for os der bor her, er det verdens navle. Vi synes vi bor så pænt. Landsbyen kan vi da i hvert fald godt være bekendt at vise frem, med dens kønne huse og gårde, et rigtigt slot, et par butikker. Og så sandelig også en skole og et par kirker og forsamlingshus og børnehave, samt en hel del håndværkere og virksomheder.
Blomster til jul og nytår kan hentes i det lokale blomstergartneri, og vi kan handle alle ugens dage i Dagli’Brugsen, hvor noget af det bedste også er at få en snak med dem vi møder.
Hos smeden i nabolandsbyen er der kaffe på kanden, og man kan altid få et par møtrikker og hvad man ellers står og mangler.

Landsbyen er ikke større, end vi kender hinanden. Med vores venner i nabosognet Sandholts Lyndelse og oplandet med de to små landsbyer Gammel og Ny Stenderup, er vi blot 1200 mennesker. Men vi holder godt sammen.

Engang i 90’erne byggede vi ved fælles hjælp et hus, som kom til at hedde X-Huset. Det blev til medborgerhus, hvor også de mange foreninger kan samles.

At vi så også har indrettet et videnscenter siger vel lidt om, at vi stiler højt.

Senere fandt vi på at grave et stort hul på en eng midt i byen. I dag ligger skovsøen der, og på gode sommerdage, spiser turisterne madpakken ved søbredden, og siger til hinanden, at det er da et gevaldigt springvand de har fået sat op midt i søen!

Om sommeren holder vi i øvrigt både Sct. Hansfest, Grundlovsfest og et cykelløb, hvor vi tjener en god slat penge ind til idrætsforeningen.

Om vinteren går vi i kirke når det er jul og til børnenes juletræ på skolen. Forinden har vi naturligvis maset os igennem børnehavens legendariske julemarked, der trækker folk fra hele Sydfyn. Ser det ud til.

Vi prøver at samle kræfterne så godt vi kan, så vi kan hjælpe hinanden med at værne om og udvikle en levende landsbykultur.
Det skal nemlig være godt at bo her, og man skal kunne trives, hvad enten man er barn eller midt i livet eller gammel. De gamle er i øvrigt gode til at passe på hinanden, der hvor de bor dør om dør.

Det er i det hele taget en styrke, at vi kigger lidt efter hinanden, og tager lidt fælles ansvar. Nogen synes vel ind i mellem, at vi sladrer lidt, og det skal man jo altid passe på ikke tager overhånd. Men egentlig er det vel en levende interesse vi har for hinanden.

Nå, men ellers er vi såmænd som folk er andre steder: Vi har også nok i os selv og har lidt for travlt.

Tilbage til det pæne: Vi bor jo altså på Sydfyn, lige på kanten af Svanninge bakker, og så ved alle turister, at vi er privilegerede. Sikke udsigter og sikke vandrestier! Vil man til byen, så er Fåborg jo bare et smut ned gennem bakkerne, og skal det være fint, er Odense kun 30 kilometer væk.

Og så lidt om kirken, som vi også holder meget af, – og som vi faktisk har to af, både en i Vester Hæsinge og en i Sandholts Lyndelse.

Vi deles om præsten – og også nogle af de andre ansatte. Vi holder gudstjeneste hver søndag, og der kommer altid nogen. Somme tider kan vi godt være flere, men navnlig hvis vi finder på noget særligt, så tropper man op. Rigtig mange endda. Noget af det som trækker er bl.a.:

Børne- og familiegudstjenester
Fastelavnsgudstjeneste, med tøndeslagning arrangeret af lokale foreningerJulebørnegudstjeneste, med efterfølgende julefest på skolen, også arrangeret af lokale kræfter
Aften/natkirke – åben kirke med stilhed, bøn, andagt og dæmpet musik
De ni læsninger i adventstiden
Mad og musik: Tradition med fællesspisning i Madklubben på skolen og efterfølgende koncert i kirken, bl.a. New Orleans-Jazz.
Vægtergudstjeneste til Kyndelmisse
Høstgudstjeneste med spejdere og børn med frugt
Koncerter med både kor og solister.

Vi kan nemt fylde konfirmandstuen i den gamle præstegård, når menighedsrådene og præsten hver måned i vinterhalvåret arrangerer møder med højskolesang og foredrag, studiekreds og andre gode ting.
Somme tider og i hvert fald hvert forår tager vi på en udflugt, med dem som har lyst. Vi har set både Mols Bjerge og Himmelbjerget, måske fordi vi har det godt i højderne!

Menighedsrådene lægger sig vældigt i selen for at udfolde et godt og inspirerende kirkeliv sammen med præst og ansatte – og det er med til, at de to lokale kirker har plads i bevidstheden og får god opbakning fra beboerne i sognene. Også når det gælder det kirkelige, er mange parat til at gøre en indsats.
Ofte handler dét jo blot om at komme til kirke, når klokken kalder. Og så lige vente med det næste rundstykke, til man har været i Gudshuset og synge et par salmer og høre et helligt ord. Mange synes, at det nu ikke er så ringe.
Heller ikke her på egnen.

Skrevet af: “En beboer”

Historie

TV Gudstjeneste i DR Kirken i Skader.

Fredag d. 6. januar 2006, drog 50 personer fra Sh. Lyndelse og V. Hæsinge til optagelse i DR kirken i Skader, vi kom med en forventning om at vi kunne være med til at skabe en ny form for TV gudstjeneste, direkte? nej, men vi ville gerne være med til at give, dem der ikke kan komme i deres egen kirke en gudstjeneste, med en ganske almindelig menighed, der viser at her på vores egn, i det Sydfynske, gør vi os synlige ved at gå i kirke, ikke hver søndag, men det er dog dejligt at møde vores præst, efter vi har spist vores første rundstykker.

Vi var pionerer på dette nye tiltag fra DR, vi var spændte, men forberedte på vores opgaver, Marie Kallehauge læste dagens tekst, Hans Jensen læste Trosbekendelsen og jeg selv kirkebønnen.

Vi medbragte selv, velsmagende alterbrød, alterkalken og den syv armede lysestage fra V. Hæsinge kirke.

Månedens præst Poul Joachim Stender, stod for selve gudstjenesten, og holdt en spændende og utraditionel prædiken.

Vores forventninger blev fuldt ud indfriet, med en god præst, Poul Joachim Stender, en medlevende menighed, og i en lille charmerende kirke.

Jeg har fået lavet en DVD, med alle 4 gudstjenester fra januar måned, med Poul Joachim Stender, som månedens præst, den ligger på lokalhistorisk arkiv.

Bent Hansen

Vester Hæsinge Kirke

Vester Hæsinge Kirkes historie

Af Marie Kallehauge, Ny Stenderup

Man mener, at Vester Hæsinge kirke er fra romansk tid, antagelig fra det 11. eller 12. århundrede. Vi ved ikke hvordan den har set ud, men det har muligvis været en kampestenskirke. Kirken skulle være blevet stærkt ombygget ved reformationen i 1500tallet, og den fik da omtrent den form som den har i dag.

Tårnet er fra samme tidsperiode. Det er rå kamp forneden og teglsten foroven står der i et skrift fra 1755.

Over langhusets rygning var der tidligere et lille spir med to klokker.

I forbindelse med en større restaurering i 1890erne blev korgavlen ommuret og de røde støttepiller blev etableret. Det var også ved den lejlighed, at våbenhuset ved sydsiden blev nedrevet og et nyt opført på nordsiden, det våbenhus vi kender i dag.

Stolestaderne

Nu tænker vi os 200 år tilbage i tiden. Der skal være gudstjeneste. Mændene kommer ind fra våbenhuset på den sydlige side af kirken. Og de sætter sig ikke et tilfældigt sted, nej de sætter sig på de pladser de er tildelt, i den sydlige side af kirken som var mandesiden. Øverst sidder de ni gårdmænd fra Gl. Stenderup, hver på deres bestemte plads. Derefter sidder gårdmændene fra Vester Hæsinge.

Alle gårdmændenes navne er nævnt, og nu kunne man jo tænke sig at de gårdmænd der var fæstere under Sandholt havde de første pladser, for Sandholt ejede de 15 af de i alt 30 gårde i sognet, resten var fordelt på Søbo, Arreskov og Hvedholm. Men sådan forholder det sig ikke. Og de er heller ikke placeret efter gårdens hartkorn. Der var kun én i sognet, der ejede sin gård, og det var præsten. Alle andre var på dette tidspunkt for 200 år siden fæstebønder.  Der har sikkert været en god grund til, at gårdmændene fik netop den bestemte, men det har ikke været muligt at finde frem til efter hvilket kriterium stolestaderne var tildelt.

Efter gårdmændene sidder så husmændene fra Stenderup og derefter husmændene fra Vester Hæsinge. Efter husmændene sad håndværkerne, her er nævnt snedkere, tømrere, bødker, hjulmand og skrædder, smede, murere, vævere og træskomænd. Med håndværkerne var det slut med navns nævnelse. Bænkene fra nr. 19 til og med nr. 26 var forbeholdt karlene med sognefogedens og lægdsmandens karle som de første. De to nederste bænke blev anvist indsidderne i sognet, altså dem der rangerede lavest i samfundet og intet ejede.

Ovre i den nordlige side har kvinderne sat sig, de er ikke kommet ind gennem våbenhuset, men har  deres egen indgang på nordsiden af kirken.

Øverst på fruentimmerstolene sidder præstefruen så med sine to tjenestepiger. Dernæst sidder degnekonen med sin tjenestepige, det var altså noget særligt at tjene hos præst eller degn, det gav status. I denne side oplyses ingen navne, her står bare at det er Rasmus Bondes kone, Mads Pedersens kone, Johan Smeds kone og så fremdeles. Men rangordenen er den samme som i mandesiden. I fruentimmernes side bliver der fire stole tilovers til indsiddere.

Hvad kunne kirkegængerne i deres sorte vadmelskirkeklæder så sidde og kigge på, medens de sad og frøs og overværede pastor Peter Kryssing Westergårds prædiken. Ja, der har ikke været så meget at se på, men der var dog altertavlen. Det var et billedhuggerarbejde, forestillende Christus på korset mellem de to røvere og Johannes og Maria nedenunder. Der var en låge på hver side af tavlen, og på disse låger var der i hver side fire af apostlene. Altertavlen havde været stærkt forgyldt, det skinner stadig lidt igennem, så den har nok været fra før reformationen, hvor kirkerne var meget prangende i udsmykning.

Kirkens tilhørsforhold

Kirken har gennem tiderne tilhørt forskellige godser og en enkelt privatmand, en købmand i Fåborg. I 1700 tallet tilhørte den Damsbo indtil Hvedholm Østrupgård, Steensgård og Damsbo oprettede grevskabet Brahesminde. Der blev betalt kirketiende til godset, pålignet beboerne i sognet. Efter at grevskabet blev en realitet var det i begyndelsen Steensgård der blev kommunikeret med, siden blev det Hvedholm og det blev det bestemt ikke lettere af. Det kan ses af de synsforretninger vi har i kopi på arkivet.

Synsforretningerne .

Mange af disse gamle synsforretninger fra sidste halvdel af 18hundredårene er interessant læsning, vi får her et ganske godt billede af kirkens indretning og tilstand og derfor vil jeg gennemgå nogle af dem. Der var ingen menighedsråd på den tid, de kom først fra 1904 så det var provsten, der sammen med to andre, den ene sikkert en håndværker, foretog det årlige syn af kirken.

I 1864 skriver de fra grevskabet: Da kirkeklokken er sprunget tre gange i løbet af 17 år, kunne det meget vel tænkes, at det var kimningen der havde bidraget dertil. I Horne kirke benytter man aldrig kirkeklokken til kimning ved bryllupper, og derfor kunne denne uskik forbydes.

Godset henstiller til kirkeværgen at sørge for at dette føres ud i livet og at kimningen ved de store højtider sker med forsigtighed.

Den klokke, der i dag hænger i Vester Hæsinge kirke er netop fra 1864, så grevskabet har åbenbart indset, at klokken var for ringe.

Prædikestolens flytning?

Midt i 1860erne skrives der, at der intet var at bemærke, men synet ville dog ikke undlade at gøre opmærksom på, at det ikke var så godt, at de folk der sad oppe foran prædikestolen sad med ryggen til præsten, og det ville derfor være ønskeligt at prædikestolen blev flyttet eller stolene blev ændret.

Dette lille notat gav anledning til mange drøftelser i årene fremover.

Året efter beskæftiger synet sig igen med prædikestolens placering og skriver at prædikestolen bør flyttes til den pille der er nærmest koret, og at den skal sænkes og have en passende fod af træ og trappen bør være krumbøjet om pillen. Desuden snakker de om en ny messehagel af silkefløjl med ægte guldgalloner samt en ny alterdug.

Godset må så nødvendigvis gå videre med planerne om at flytte prædikestolen og får udarbejdet et forslag hvori også indgår en ny balustrade omkring altret samt indrettelse af en ny mandestol på prædikestolens plads. Her i 1865 har man altså stadig en kvinde- og en mandsside, hvilket man for øvrigt har den dag i dag i Lyø kirke.

Efter at godset har set overslaget der lyder på 215 rigsdaler søger de om udsættelse af sagen idet de ikke mener at prædikestolen kan flyttes, den er plump og gammel. Og skal der en ny prædikestol til og en trappe med drejede balustre, ja så vil balustrene omkring altret se jammerlige ud og så må der også her nye til i poleret bøgetræ, for at imødekomme tidens krav og for at det skal ligne inventaret i grevskabets andre kirker. Med andre ord, det blev så dyrt at grevskabet ikke ville være med, men de medgiver dog, at Vester Hæsinge kirke ikke lever op til standarden blandt godsets kirker, men bringe den op på samme standard har de ikke lyst til.

En ny messehagel og alterdug mener grevskabet dog er nødvendigt, det var da et lille plaster på såret.

Kirkens tilstand

En meget langvarig kontrovers mellem kirkesynet og grevskabet starter i 1868 med at synet skriver, at det sydvestre hjørne af tårnet samt den østre ende af selve kirken er meget brøstfældig og kirken skulle helst inden næste års syn være repareret og ombygget.

Hvedholm lader nu en byggesagkyndig se på de påståede skader og han har nok ikke været helt uvildig. Han kommer i hvert fald til det resultat, at revnerne i tårnet ikke er til fare for nogen, så en ombygning findes ikke nødvendig. Med hensyn til kirkens østgavl medgiver han at den hælder meget, men den har ikke forandret sig i de senere år, så en ombygning er ikke nødvendig i den nærmeste fremtid, og så føjer han til, at en sådan ombygning nok vil beløbe sig til ca. 5.000 rigsdaler sølv, og her er han ved sagens kerne, grevskabet vil ikke koste på kirken.

Oversyn.

Der er nu to muligheder for Grevskabet, de kan forlange oversyn eller andrage sagen for ministeriet. Inden de tager stilling til, hvad der er klogest beder godsforvalteren en arkitekt om at se på kirken. Arkitekten skriver at han er af den overbevisning at der aldeles ingen fare er selv om der har vist sig revner i tårnet, for han har fået hugget et større hul for at undersøge murens tilstand og konstateret at tårnet var udført godt og solidt af kampesten. Med hensyn til den østlige gavl, må hældningen være af ældre dato og at den i øvrigt ikke er til fare for kirkens soliditet.

Arkitekten tilråder dog at man udbedrer revnerne i tårnet men i øvrigt ikke gør noget ved østgavlen.

Dog kunne man – for en sikkerheds skyld anbringe et par jernvinkelankre foreslår han.

På baggrund af disse eksperters udsagn er grevskabet ikke bange for at forlange oversyn, og hertil indsætter Stiftamtet provst Bøgh i Gamtofte og synsmændene for Baag- og Odense Herred, samt en uvildig tømrer og en murermester.

Så går kirkens præst pastor Thorup i gang med en skrivelse hvori han gør oversynet opmærksom på, at kirken havde meget iøjenfaldende revner, men at disse nu for nylig på foranledning af godset var blevet pudset, så det kunne være vanskeligt for overopsynet at vurdere skaderne. Han synes ikke, at det har været rigtigt at reparere på skaderne, når der var indkaldt til oversyn af godset selv, men det skulle han jo ikke dømme i.

Sminkningen af kirken må have haft sin indvirkning på overopsynet, for det finder ikke, at ombygning er nødvendig og der bliver ikke gjort mere ved skaderne.

Kirkens tilstand forværres.

Seks år efter i 1874 synes kirkesynet, at det er blevet værre med østgavlen ud mod vejen og vil have den ommuret, men godsforvalteren på Hvedholm sender igen bud til sin gode ven arkitekten Eckersberg fra Svendborg og han konkluderer igen at han ikke kan se at gavlen hælder mere, end den gjorde i 1868, da han sidst tilså kirken, så han finder ikke anledning til at ombygge gavlen, der er jo det ved det, at det også vil berøre korbuen og dermed blive meget dyrt. Der skulle næsten en total ombygning til, foruden et nyt tag, så godsforvalteren beder om, at ombygningen stilles i bero og så er der også lige det ved det, at den hældende nordmur sikkert ikke kan modstå buernes tryk, når gavlen nedbrydes, så alt i alt må det være bedre at lade det være som det er, da gavlen ikke er i fare for at styrte sammen.

Grevskabet vil dog have flere kort på hånden og de lader derfor en hr. Fussing fra København se på kirken. Hans folk går grundigt til værks og foretager en større undersøgelse.  Der bliver holdt loddesnore på murene forskellige steder og det konstateres at nordmuren hælder med 18 centimeter og gavlen hælder 26 centimeter. Fussing har nok også været en god bekendt af greven, for han skriver at gavlen oprindelig må være opført sådan og at den uden fare vil kunne hælde endnu mere, så ingen grund til restaurering. Der er godt nok nogle revner i gavlhjørnerne, men de kan jo være kommet af andre årsager. De har dog sat nogle søm i muren til hjælp ved en senere undersøgelse, så man kan lodde nøjagtig de samme steder igen, hvis det skulle blive nødvendigt med ny dokumentation.

Men der bliver ikke ro omkring kirken af den grund. Tre år efter lodder Fussings folk igen kirken, og det kan konstateres, at murene nu hælder mere end tidligere, om end det går langsomt skriver Fussing til højvelbårne hr. kammerherre, hofjægermester, lensgreve Bille Brahe Selby til Brahesminde. Han slutter med at gøre opmærksom på, at målestokken som han har brugt til både denne og forrige måling er justeret mål. Der er med andre ord ikke noget at komme efter. Det er konstateret, hvad synet hele tiden har sagt, at kirkemurene langsomt men sikkert bliver ringere og ringere.

Kirkebygningens status.

Nu må det være gået op for lensgreven, at der skulle gøres noget, for han beder Fussing om en status på kirken og Fussing lægger ikke fingrene imellem i sin beskrivelse.

Fussings redegørelse er meget interessant, for her får vi en god beskrivelse af kirken.

Fussing skriver: En grundig hovedreparation af kirken vil efter mit skøn ikke kunne udelades ret længe. Kirken har ikke noget monumentalt eller historisk ved sig, der gør fordring på at bevares. Den yder et tarveligt rum til gudstjenestens afholdelse, og i kirkens former er intet, som viser en bestemt vej for restauration. Sidemurene der hælder stærkt udad er sammenholdte af fire tværbjælker med jernankre. Fra bjælken nærmest korgavlen er to jernankre vinkelret ud i gavlen. Gavlen hælder betydeligt udad, og hældningen vil tage til, om end det sker ganske småt, såfremt der ikke på en eller anden måde sættes en stopper for det. Nogen fare kan jeg dog ikke se for øjeblikket.

Tårnets sydvestre hjørne er revnet og forankret, men synes ikke just foruroligende.

Våbenhuset er en dårlig tilbygning uden vinduer, med bjælkeloft. Såvel yderdøren som døren ind til kirken er ikke passende. Gulvet i våbenhuset ligesom en del af kirken ligger under terræn. Kirkens hvælvinger er knækkede. I den del af kirken der går ind under tårnet er loftet fladt, oliemalet bræddeloft. Taget har en uheldig form, idet det er svajet langs gesimsen.

Kirkens stoleværk og prædikestol er godt vedligeholdt men yderst tarvelige og har ikke noget karakteristisk ved sig.

Altertavlen med billede burde afløses.

Når lensgreven bestemmer sig for at foretage istandsættelse, burde murene afrettes, dette måtte ske ved påmuring ud- og indvendig. Udvendig måtte der tilvejebringes fundament for det nye murværk, nye profiler og buer mures omkring vinduer, ny gesims på langsiderne, langs jordlinierne burde sættes granitsokkel.

Østre gavl burde enten have en ny ud- og indvendig påmuring ligesom siderne burde helt eller delvis  ommures.

Våbenhusets mure forhøjes, vinduer og nye døre indsættes, samt nyt tagværk, med andre ord et nyt våbenhus.

Fussing fortsætter: Af tårnet måtte en del afstives og ommures, men ellers lade det være så urørt som muligt, dog vil det være nødvendigt at afhugge alt løst murværk, og forkile det, forinden den ny affugning, der må altså fast stillads omkring tårnet, nyt eller næsten nyt tagværk måtte opsættes, ligeledes ny gesims og gavlspidser, endvidere ny klokkestol.

Loftet forneden i tårnet måtte fornyes, enten som fritliggende bjælkeloft, eller forskalles og gipses.

Spærværket over kirken er af egetræ, der tidligere har gjort gavn andetsteds, det er ikke absolut kassabelt, men tagfladen fra gesimsen til rygningen burde være lige og vel helst dækkes med skifer, men derved bliver så meget arbejde, at der hellere må opstilles et nyt tagværk.

De indvendige murflader må have nyt puds og hvælvingerne grundig efterses, en del af dem tillige ommures. Tværbjælkerne kan beholdes omtrent som de er. Stoleværket og kirkens øvrige inventar må nedtages i anledning af de nævnte arbejder, men så burde de vistnok ikke opstilles igen, men erstattes af nyt af passende form. Gulvet må samtidig omlægges.

Dersom det jeg her har forklaret ikke er helt galt, vil der blive brugt en hel del penge og enkelte ting, for eks. mure og hvælvinger ville dog beholde de dårligheder i sig, som igen kunne komme for dagen, derfor tror jeg, det ville være heldigt, om hr. Greven kunne komme til det resultat, at en ny kirke skulle bygges.

At man ved en istandsættelse kunne gå meget lempeligere til værks, end jeg her har tænkt mig, er sikkert, og at kirken ikke falder sammen på en studs er jeg også rolig for, men den er den af godsets kirker, der efter mit skøn trænger hårdest til afløsning, og ikke gerne skulle vente ret meget længere.

Hvis hr. greven nu skulle synes det samme, skulle der blive spørgsmål om flere ting, for eks. om størrelsen på en ny kirke og mulighed for en fremtidig udvidelse, om hvælvinger eller andet loft, om våbenhusets placering, om det ikke var rigtigt at vende tårnet med indgang mod vejen osv.

Men dersom der skal holdes på den gamle kirke var det rart om den snart kunne blive opmålt, for at det kunne overvejes, hvordan en istandsættelse kunne foregå.

Grevskabet forhaler sagen.

Det var jo klar tale, helst en ny kirke, men en grundig hovedreparation som næstbedste løsning. Men efter at ovenstående brev var tilsendt hr. greven på Hvedholm, gik der fem år inden der kom besked på at opmåle kirken og vi er nu fremme ved året 1888.

I indledningen til svaret om opmålingen skriver Fussing til hr. greven, at han havde tænkt sig at stille to forslag til kirkens istandsættelse, men da han ser at hr. greven hverken har lyst til det eller tro på det, så sender han kun et udkast til at gøre det nødvendigste ved kirken. Nogen egentlig beskrivelse vedlægger jeg ikke, da De, hr. Greve, jo er enig med dem selv om hvad de vil have gjort.

Han foreslår dog alligevel hvad han mener, bør gøres, og det er omtrent det, som han foreslog for fem år siden. Han foreslår desuden at der bygges en skorsten i korbuen, så kirken kan varmes lidt op. Desuden foreslår han at erstatte bjælkerne på tværs i kirken med jernankre. Og så kunne han da for resten også godt tænke sig, at de mange døre i stoleværket blev afskaffet. Det laver også sådan en uro når de åbnes og lukkes.

Nu ser der ud til at der vil ske noget. Allerede et par måneder efter Fussings brev har  håndværkeren Hans Hansen udarbejdet et forslag og sat en pris på ombygningen. Det vil koste omkring 11.000 kr. Men så er der også lagt et nyt skifertag på kirken i stedet for det røde tegltag og der er bygget nyt våbenhus ved nordsiden af kirken.

Greven har som sædvanlig sikkert syntes, at det var alt for dyrt og han vægrer sig stadig ved at istandsætte kirken, men nu kan alle da se, at han har gjort noget. For at få lidt fred, skriver han til provsten at han meget håber, at synet vil være ham venlig stemt, så han ikke udsættes for unødige udgifter. For det er hans bestemte mening at kirken skal restaureres, men de kommende to år er han desværre meget optaget, men derefter håber han at tage fat på sagen, hvis der da ikke indtræffer uforudsete hindringer, men endnu kan han ikke give en bestemt plan om den ikke ganske lette og i hvert fald meget bekostelige restauration. Han slutter med at skrive, at brevet er meget privat, men han regner med, at synet ikke giver anledning til problemer for ham. Altså forventer greven, at provsten får synet med på, at de ikke klager over kirkens tilstand de næste år, så er der da fred så længe.

Provsten lover at være beredvillig såfremt kirken slipper tåleligt gennem vinteren, men han undlader ikke at gøre opmærksom på, at der nu er gået 20 år, uden at der er sket noget og han håber at Vester Hæsinge kirke vil blive genstand for hr. Grevens særlige omsorg, så den både indvendig og udvendig kan fremtræde i sømmelig og tiltalende stand som de øvrige kirker i godsets eje.

Der er flere breve fra provst Wøldike i Hågerup. Han skriver et sted, at han ikke synes om et skifertag, men hellere ser kirken med rødt tegltag, som den hidtil har haft, det er nu så pænt der i dalstrøget, han glæder sig til, at navnlig korgavlen, som vender ud mod alfarvej kunne blive en pryd i stedet for en vansir af bygningen.

Ombygningen.

Der går yderligere tre år inden greven endelig i 1892 tager fat på at restaurere kirken, og det blev virkelig en omfattende restaurering som varede tre år. Og dermed fik kirken det udseende, som den har den dag i dag.

Der blev opført et nyt våbenhus på nordsiden af kirken. Det halve af tårnet blev revet ned og genopbygget. Den østre gavl blev endelig ommuret og der kom ny overdel på hele kirken og taget blev tækket med sort skifer. Murene blev rettet op og  røde murstenspiller blev sat op for at afstive kirken.

Inde i kirken blev blandt andet pillerne til hvælvingerne rettet op og pudset og der blev lagt flisegulv i midtergangen. Der blev anskaffet ny prædikestol, der blev anbragt hvor den gamle havde stået, men de nye stolerækker som blev anskaffet ved samme lejlighed, havde dobbeltbænke foran prædikestolen, så man kunne vende sig om under præstens prædiken.

Der blev også investeret i en ny altertavle. Den gamle altertavle, som var et maleri viser Kristus der velsigner de små børn var ellers kun omkring 40 år gammel, men ret simpel. Den hænger i dag i tårnrummet bagerst i kirken.

Den nye altertavle, som nu er godt hundrede år er et maleri forestillende ”Den gode hyrde” udført af den kendte maler og kunstner Joachim Skovgård. Han har blandt andet også været med til at dekorere Viborg Domkirke og været med til at lave Dragespringvandet i København. Dekorationerne på rammen og ved altret er udført af maleren Niels Lindberg efter skitse fra Joachim Skovgård. Men dette arbejde blev først udført i 1930.

Ved denne store restaurering kom der varme i kirken, der blev i hvert fald opsat en kakkelovn, som vel kunne tage den værste kulde. Ved samme lejlighed blev der anskaffet et orgel som blev anbragt højt over menigheden bagerst i kirken.

Om kirkebøsserne også er anskaffet på dette tidspunkt vides ikke, men det er tænkeligt, gamle er de i hvert fald ikke.

Det eneste der ikke blev udskiftet var faktisk døbefonten og dåbsfadet. Døbefonten er en romansk granitfond. Dåbsfadet er sydtysk og bærer årstallet 1619, men det menes at fadet er fra omkring 1575. Dekorationen på fadet viser Skt. Jørgen og dragen.

Menighedens kirke.

Omkring 1914 overdrog grevskabet kirken til menigheden. Hvordan betingelserne nøjagtig har været er svært at sige, da vi ikke har meget på skrift om det. Der står dog, at kirken skal afleveres i fuld forsvarlig tilstand uden mangler. I menighedsrådets protokol for disse år står heller ikke et ord om overtagelsen af kirken, der har måske været snakket så meget om det, at det er blevet en selvfølgelighed til sidst. Og det var det sådan set også for ifølge en ny lov om menighedsråd fra 1912 skulle der arbejdes frem mod at kirke og præstegård tilhørte menigheden.

Et par år efter at kirken var overladt til menigheden, bestemte menighedsrådet at der skulle lægges trægulv under stolestaderne og i 1926 afholdtes der en basar, og overskuddet herfra gik til hjælp til at få indlagt elektrisk lys i kirken. I forhold til, at det elektriske lys var kommet til byen i 1911 var det heller ikke for tidligt. Der blev anskaffet de væglampetter som stadig hænger der, lysekroner er det aldrig blevet til i Vester Hæsinge Kirke.

Hans Jørgen og Kathrine Stormgård fra Gl. Stormgård her i Vester Hæsinge testamenterede et beløb til kirken, så der kunne indkøbes nye lysestager og de gamle messingstager kunne så passende foræres til den nye kirke i Falsled som netop var bygget. En messehagel gik samme vej, for den passede ikke til den nye alterdug.

En del af arven fra Hans Jørgen og Kathrine Stormgård blev brugt til at dekorere prædikestolen, så den fik det udseende vi kender i dag med billeder af apostlene. Samtidig blev der indkøbt de messingtal som sættes op på tavlerne for at vise hvilke salmenumre der skal synges. I forvejen har de sikkert bare skrevet numrene med kridt på tavlerne.

Kirken fik også her omkring 1930 indlagt caloferevarme, orglet blev repareret og stolestaderne blev malet af den lokale malermester Madsen. Så det er altså nu 75 år siden, at stolestaderne er blevet malet.

I 1940 blev der indkøbt særkalke, så menigheden ikke længere behøvede at drikke af det samme bæger når den gik til alters.

I nyere tid er der anskaffet et andet orgel, der nu er kommet ned på gulvet. Orglet har tidligere stået i kirken i Humlebæk på Sjælland.Det nyeste her i kirken, bortset fra højttaleranlægget er dog kniplingen på alterdugen, den er indenfor de sidste år kniplet af Marie Hansen her fra Vester Hæsinge med hjælp fra Kirsten Hagen i Nr. Broby.

Jeg synes at vi har et hyggeligt kirkerum og en pæn kirke her i Vester Hæsinge, den kan vi godt være stolte af, selvom den ikke har andet end døbefonten og dåbsfadet af ældre dato.

Udarbejdet af Marie Kallehauge til en kirkedag

den 8. oktober i det Herrens år 2005

Kirkebladet

Læs det nye Kirkeblad November 2016 – Februar 2017 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August – November 2016 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj – August 2016 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar – Maj 2016 her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2015 – Februar 2016 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August – November 2015 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj – August 2015 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar – Maj 2015 her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2014 – Februar 2015 her>>>
Læs det nye Kirkeblad September – November her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj – August 2014 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Marts – Maj 2014 her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2013 – Februar 2014 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August – November her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj – August 2013 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar 2013 – Maj 2013  her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2012 – Februar 2013 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August – November 2o12 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj – August 2012 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar – Maj 2012 her>>>
Læs det nye kirkeblad November 2011 – Februar 2012 her>>>
Læs det nye kirkeblad August – November 2011 her>>>
Læs det nye kirkeblad Maj – August 2011 her>>>
Læs det nye kirkeblad Februar – Maj 2011  her>>>
Læs det nye kirkeblad November 2010- Februar 2011 her>>>
Læs det nye kirkeblad August – November 2010 her>>>
Læs det nye kirkeblad Maj – August 2010 her>>>
Læs det nye kirkeblad Februar – Maj 2010 her>>>
Læs det nye kirkeblad November 2009 – Januar 2010 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August 2009 – November 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj 2009 – August 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad (forside og bagside) Februar 2009 – Maj 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar 2009 – Maj 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad (forside og bagside) November 2008 – Februar 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2008 – Februar 2009 her>>>
Læs det nye Kirkeblad (forside og bagside) August 2008 – November 2008 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August 2008 – November 2008 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Maj 2008 – August 2008 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Februar 2008 – Maj 2008 her>>>
Læs det nye Kirkeblad November 2007 – Februar 2008 her>>>
Læs det nye Kirkeblad August 2007 – November 2007 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Marts 2007 – Juni 2007 her>>>
Læs det nye Kirkeblad December 2006 – Marts 2007 her>>>
Læs det nye Kirkeblad Oktober 2006 – December 2006 her >>
Læs det nye Kirkeblad August 2006 – September 2006
Læs det nye Kirkeblad April 2006 – Juni 2006 her>>>
Læs det nye Kirkeblad December 2005 – Februar 2006 her>>>